mandag den 19. december 2011

Jules Chéret

Plakatkunstens fader

De store, illustrerede udendørsplakater begyndte først at dukke op i bybilledet i slutningen af 1800-tallet. Baggrunden for denne udvikling var først og fremmest opfindelsen af litografiet af Aloys Senefelder i 1798, men også industrialiseringen med dens medfølgende urbanisering, der skabte et behov for reklamer og annoncer for den nye masseindustri. Jules Chéret var den første til at spotte denne udvikling og udvikle den nye type farvelitografiske plakater, som vi også ser hos Toulouse-Lautrec. Ikke uden grund kaldes Jules Chéret derfor for den moderne plakats fader.

Jules Chéret levede fra 1836-1932. Han studerede litografiens teknik i London og oprettede sit eget trykkeri i Paris i 1866. Her banede han vejen for den nye interesse for farvelitografien, som også vandt stort indpas i den samtidige kunstscene. Chéret afbillede og lavede reklamer for forlystelseslivet, kabareter, varehuse, parfume, alkohol, kosmetik og lignende. Et af hans yndede motiver var den frisindede kvinde, som derfor kan karakterisere Chéret som fortaler for kvindefrigørelsen. De kvinder, han afbillede, var frie kvinder og sprængte den måde, hvorpå kvinderne ellers var blevet afbilledet på den tid: som enten puritanske eller som prostituerede. Chérets afbillede kvinder var ingen af delene, og dette var så opsigtsvækkende, at man gav kvinderne kælenanvet 'Chérettes'.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar